Skærmtrolden Hugo og jeg havde et professionelt forhold for længe, længe siden. Her er historien.
Jeg er så heldig at have fundet genfundet historien om Hugo, der optrådte i en af mine hedengangne blogs. Nu genopslår jeg den, fordi den jo egentlig også er en anden del af dansk tv historie. Den er fortalt, som jeg selv husker den og oplevede den som tegner:
Historien om Hugo er en af mange historier bag min karriere som illustrator. Hugo var et fænomen i 90’erne. Han var en charmerende, landskendt trold, der optrådte på TV. Han var udviklet af et spilfirma, og han vakte så stor opsigt, fordi man gennem telefonen kunne interagere med ham og hans kendte vært Nina Klinker i et spilunivers under direkte udsendelser. Det var aldrig set før i Danmark, at man kunne ringe ind til et program og bestemme, hvor Hugo skulle løbe hen for at samle point ved at dirigere ham gennem forhindringer. Hans kendte intro:”Hvor skal vi hen du?”, når en ny spiller var igennem, var på danskernes læber. Alle sad klistret til skærmen, når Hugo optrådte for Danmark i underholdningsprogrammerne. Han var med andre ord en KÆMPE succes, skabt af en fyr, der hed Ivan.
Og Ivan ekspanderede som en vanvittig fra kun at være sig selv + en ven til pludselig at blive et spilfirma i ekstremt hastig vækst. Firmaet var en bikube af unge tegnere, grafikere og programmører, som arbejdede på at udvikle Hugos historie, familie + fjender (en meget ond heks) samt banen med forhindringer, som seerne skulle lede Hugo igennem på live TV.
Der var store penge på spil og en guldgrube at holde styr på for nogen de meget unge fyre. Bevogtningen af Hugo var en præsident værdig. Ingen slap i de tidlige dage igennem Ivans personlige nåleøje mht. at få lov til at tegne karakteren. For Hugo var en beskyttet figur, hvis pludselige, enorme succes, man ikke bare kunne ride ustraffet på ryggen af, uden at have været forbi Ivan. Det forstår man, når man ved, hvor få millimeter streg der skal til, for at hive en populær figur komplet ud af karakter. Hugo forblev i beundringsværdigt mange år den, man kendte, fordi skaberen holdt så streng kontrol med, hvem der tegnede ham.
På det tidspunkt, jeg mødte Hugo, havde ingen andre end de få betroede tegnere i Ivans firma fået lov til at tegne figuren.
Mødet med Hugo. Jeg trådte ind i Hugos liv, da en slikgigant opnåede at få ok fra Ivan på at købe rettighederne til en helt ny slikserie med Hugo. I de dage var det noget nær et ridderslag for en virksomhed at få lov til at hæfte sig på denne stensikre succes. Ivan var helt fornuftigt meget selektiv omkring, hvad hans trold måtte lægge navn til. Men ideen om en serie slik fandt altså vej gennem nåleøjet.
Således havnede Hugo på mit bord, da en stolt mand fra slikfabrikken kontaktede mig og bad mig udvikle slikposernes design. Og altså tegne Hugo.
Det var en absolut fordel, at jeg som småbarnsmor ikke havde set alt for meget TV. For jeg bliver hurtigt så starstruck, at det kan sætte faglige hindringer op for en naturlig performance i min streg. Jeg anede derfor ikke på det tidspunkt, at den Hellige Gral var havnet på mit bord. Så for mig var det en forespørgsel på linje med enhver anden opgave. Jeg fik faxet (!) en tegning af Hugo for at se ham. Opgaven lød i første omgang på at tegne ham i en eller anden situation. ”Din streg skal lige godkendes af spillets opfinder derude”, lød det. Derude var hos selveste Ivan.
Jeg tegnede trolden og blev godkendt. Det var først under et senere møde med Ivan, at det gik op for mig, at jeg var den første tegner udenfor spilvirksomheden, som han havde givet tilladelse til at tegne Hugo. Jeg ramte stregen fuldstændig og kunne bibeholde Hugos charmerende karakter.
Pludselig var jeg blåstemplet og kunne sammen med slikfirmaet gå i gang med det tophemmelige projekt.
Tophemmeligt slik. Nu gjaldt det om at sætte sig ind i Hugos univers, for her var jeg håbløst bagud for resten af Danmark. Jeg kan huske, hvordan jeg fik sendt VHS-bånd (!) med adskillige episoder af programmerne, som Hugo optrådte i. Jeg blev hurtigt lige så begejstret og fascineret som resten af landet over, at det kunne lade sig gøre, at interagere med sådan en skøn figur på rigtigt fjernsyn i Prime Time.
Nu kom den sjove periode, hvor firmaet udviklede slikket, og vores tegnestue blev oversvømmet med hemmelige bolsjer… For jeg var så tæt på processen, at jeg også kunne komme med min mening om slikkets smag. Det var jo lidt vigtigt at vide, hvad smagen var, så det kunne indkoopereres i teksten på det design, som jeg efterfølgende skulle opfinde til posen. Jeg blev introduceret til de kommende bolsjer og husker især diskussionen om serien ”Fakler” – lange, orange pinde, som det oprindeligt var komplet umuligt at afgøre smagen på. Bolsjerne smagte af lige dele rabarber og noget andet, som jeg fik lov at sige ”føj” til + overfor fabrikken at insistere på, at der i det mindste var en overvægt af EN af smagene, så man visuelt kunne definere skidtet!
Release og den indirekte berømthed… Alle designs måtte via fabrikken til Ivan for endelige godkendelser af, at karakteren holdt på hver pose – og det gjorde den. Det var en skøn dag, da de første poser blev releaset og hang overalt i Danmark.
Der er altid en faglig tilfredsstillelse i endelig at se sin streg på tryk og i brug. Men her var det noget særligt, fordi det i mellemtiden var gået op for mig i rigelige mængder, at Hugo ikke bare var en trold, men trolDEN. Som jeg havde lov til at tegne. Det var da stort og et fagligt blåstempel.
Mens antallet af karakterer omkring Hugo voksede, designede og tegnede jeg nye poser i slikserien, der over en længere periode også voksede i antal.
Jeg var med til Hugos bryllup med trolden Hugoline. Og jeg var med, da vi lavede serien med deres troldebørn Rit, Rat og Rut, der blev introduceret til spillet – og dermed også lagde grunden til en ny variant af slik.
Som tegner sikrer jeg mig selvfølgelig eksemplarer af mit arbejde. Derfor fik vi også – til mine små døtre og deres små veninders begejstring – vores eget færdige butikseksemplar af det lyserøde display på tegnestuen! Fyldt med min streg på display og på de farvestrålende æsker med frugtpastiller. I den periode var vores lejlighed og i særdeleshed tegnestuen et særlig yndet mål for alle de små slikmunde.
Jeg fik også æren af at tegne en lidt større Hugo, der blev brugt som papfigur. Til min begejstring blev figuren i min streg fotograferet med den feterede vært Nina i Se & Hør.
Det, der egentlig startede mig i at fortælle historien om Hugo, var en serie klatrenisser, som bladet udgav. Jeg fandt ved et tilfælde en af dem i dag og kom til at huske forløbet i karrieren. Der er nemlig siden lavet mange Hugoer, men min streg genkender jeg altid, og denne er min.
Fidusen – the dark side. Om slikserien var en succes, husker jeg ikke. Det eneste, jeg ved, er, at alt dette skete, før jeg og min partner i airbrushfirmaet, hvor vi farvelagde min streg af Hugo, kendte noget til copyrights. Enhver har været ung i en branche en gang, og det var alt for sent at reagere, da vi fandt ud af, hvor groft det var.
Ganske langsomt blev der nemlig længere og længere mellem opgaverne for slikfirmaet. Jeg begyndte at undre mig og ringede med jævne mellemrum til min mand i firmaet, for at høre, om der var nye poser på vej. Uden at opkaldene resulterede i nye opgaver på trods af, at Hugo stadig var en populær TV figur.
En af de sidste gange, jeg talte med firmaet, pralede min kontakt så med sin egen herlige fidus. Han havde nemlig syntes, at de store illustrationer var alt for dyre. Så han havde skam tit haft forespørgsler fra folk i firmaer, der rigtig gerne ville bruge en illustration af Hugo. Og der havde manden raskt væk kopieret originalerne og SOLGT DEM BAG MIN RYG! På den måde havde han fået nogen af pengene igen, som han havde givet ud på illustrationer og design, fortalte han stolt.
Jeg fik det usædvanligt dårligt og VIDSTE, der var noget helt, helt, HELT galt. Men jeg kendte intet til eksistensen af copyrights på daværende tidspunkt. Og da jeg langt senere lærte om dem, var det alt for sent at gå efter en samtale på en telefon, foretaget uden vidner.
Moralen. Vi fik selvsagt aldrig flere opgaver fra firmaet.
Moralen i historien er egentlig, at man med ukendskab til rettigheder ender med at gøre andre til kriminelle, når de bag din ryg profiterer på dit kunstneriske talent. Og som holder dig i armod, mens de selv klatrer op, båret af dit uhonorerede talent.
Folk, der udnytter dig, ender på sigt med, ikke at give dig mere arbejde. De vil finde en afgrund af årsager til, at de ikke længere vender tilbage med nye opgaver til den, de har forbrudt sig i mod.
Uvidenhed kan altså gøre dig arbejdsløs, var lektien.
Og hvis du ikke kan se, hvad der er galt i historien her, er du lige så ubevidst om ejerskab, som kunder, der slipper afsted med at lave sådan et nummer her. Som tror, man frit kan bruge arbejdet kommercielt uden nogensinde efterfølgende at betale en krone mere til kunstneren end det engangsbeløb, det kostede at få skabt originalen. Og som endda praler med pengene tjent overfor kunstneren selv- som ikke så en krone.
Fyren her var den første, men desværre ikke den eneste. En del sejre og en del faglig respekt er dog også vundet i karrieren, efter at jeg lærte, at følelsen, jeg dengang sad med, faktisk er dækket i en lov, som jeg intet kendte til.
Hugos endeligt. Hugo blev senere tilladt som computertegnet karakter og mistede dermed helt og aldeles karakterens uskyld og charme med det greb. Måske slap Ivan bremsen og gik videre. Med tiden så jeg Hugo gengivet i mere og mere håbløse og uigenkendelige udgaver på ligegyldigt merchandise m.v. Lavet med venstre hånd af producenter, der formodentlig forsøgte at hive de sidste kroner ud af succesen på bamser og krus, inden Hugo blev overhalet af nye teknologiske revolutioner.
Jeg så ikke mere til slikket. Det gik formodentlig i graven sammen med den slubbert, der ikke kunne unde sin tegner betaling. Måtte han have kløet og hans arme have været for korte, som min veninde siger.
(Streg og pose-designs: Linda Gil
Airbrush: GILO Airbrush)
