2025 har rigtig stor signifikans for mig. For 40 år (=FYRRE!) år siden startede jeg nemlig som professionel freelance tegner og solo-selvstændig kunstner.
Det bliver markeret på en helt særlig måde, som jeg for fem år siden ikke engang turde håbe på: Med tre bookede kunder og LIVE karikaturunderholdning i omegnen af 17 timer. Samlet på en enkelt weekend, som jeg glæder mig meget til at levere. Men her er der også 40 sko som en længere og pudsig parallel til de enorme fejltrin, smerter, tilfredsstillelser og enorme sejre, som så lang en karriere i en usædvanlig niche rummer.
40 år i mine sko
Jeg er en kæmpe skoentusiast. Det har jeg skrevet om flere gange i karrieren. Da jeg netop – igen- har købt et par vildt besynderlige sko (som jeg valgte alligevel at beholde alene af den grund, at de er så grimme, at man går med dem af medlidenhed), begyndte jeg at genkalde nogle af valgene på skofronten. Noget af livet, der blev forsøgt levet i dem. Nogle fodspor i samlingen blev sat som professionel, andre med foden i den barndom og ungdom, der ledte frem til min profession. Jeg begyndte for sjov at tegne dem efterhånden, som jeg kom i tanke om dem. Der gik sport i det.
Pludselig var der 40 sko og dermed en herlig symbolsk måde at markere mine 40 år som tegner på.
Pudsige paralleller til de enorme fejltrin, smerter, tilfredsstillelser og enorme sejre, som så lang en karriere i en usædvanlig niche rummer. Det blev pludselig til et symbolsk ”40 år i mine sko”.
Gider nogen at læse om 40 par sko?
Næh… Men jeg gider alligevel godt at mindes og beskrive nogle af de mange, der insisterede på at være med på min vanskelige tur fremad, skridt for skridt. Nogle sko blev trofaste venner, andre ikke. De er tegnet efter erindringen. Fælles for de 40 sko er vel også bare i det hele taget symbolikken i, at jeg så passioneret har villet sætte et fodspor i 40 år.
1-18 sko:
- De lækreste sorte ruskindsstøvler – over knee. Bum! Det var bare det frækkeste, der fandtes! Det gjaldt om at have noget på, som kun lige lod et lille stykke lår komme til syne her og der. Elskede dem.
- Disse meget rå, sorte ”stiletter” fandt mine fødder i den periode, hvor jeg arbejdede på at finde fagligt fodfæste. Tiden, hvor man vildt gerne vil have en høj hæl, fordi ens bedste veninde er meget petit og af den grund netop altid går i meget høje stiletter. Netop ved dette køb var jeg så heldig, samtidig at have så høj en kæreste, at det ene passede med det andet. Men det var en udfordring at komme fra at optræde som ”flipper” i flade sko og til at lære at gå på hæle. Det rå look tiltalte mig – og de var i hvert fald skridsikre!
- De spritnye sko, som jeg fejrer 40 år som tegner i! Sort læder, komfi, plads – ja tak – også i skoen! Bonus-info: Jeg kører tre numre større sko af denne type end ved starten af min karriere… Om to år deler karrieren og mit skonummer samme tal.
- Her er de spritnye sko, som jeg omtalte før: Så besynderlige og grimme, at jeg beholdt dem med lige dele medlidenhed og en sær begejstring som ikke kan forklares.
De er en hybrid af lige dele løbesko, ballerinasko og wanna-be balletsko og med en lang skosnøre, der sartgrønt fører mig lukt ned til middelalderen og til tidsrejser i det hele taget. De er helt sikkert ikke af denne verden, og de vil mig noget. Men jeg ved endnu ikke, hvad det er. - Et par fuldstændig vidunderlige støvletter, som jeg købte lige efter en LIVE karikaturoptræden i et indkøbscenter. De stod og råbte på mig, og den dag følte jeg mig fejlagtigt velhavende og så overskudsagtig, at jeg ville kunne gå i sådan nogen. Jeg følte endda – takket være publikum- at jeg fortjente den slags luksus, som disse røde såler ville føje til mit liv. Rødt er godt og larmende. Kun synd, at de er født uden en lynlås bagi. Problemet så jeg allerede i butikken under kampen med at få dem på. Men nogle gange ofrer man komfort for sine drømme. Jeg synes stadig at det er morsomt at præsentere dem som mine Loubotin- støvler. Og de er stadig med på arbejde, når det falder belejligt.
- Øh…faktisk også et par nye støvler… De er creme-hvide, for sådan en farve på vinterstøvler har jeg aldrig haft før. Jeg fik dem købt meget sent på vinteren, så jeg har ikke helt fundet ud af, om vi er venner endnu. Men der er udelukkende er tale om rettidig omhu, fordi mine sorte yndlingsstøvler nok ikke kan vises frem ude på opgaver meget længere. De er simpelthen elsket ihjel.
- Minushælen… Ja, jeg har været der, jeg har ejet dem. De var i en super kvalitet og i det flotteste brune kvalitetslæder. Jeg havde læst om, hvor helt fantastiske sådan en minushæl skulle være. De var en meget kort overgang i min ungdom et statement, mere end en fornøjelse. Vi blev bare aldrig tætte venner, selvom jeg gerne ville. De var tunge det forkerte sted, som selvfølgelig var under forfoden. Man fik nærmest kramper i benet. Alt var galt. Men jeg beholdt dem vist i mange år bare for at nyde læderet. Håndværket var så fint.
- Ruskindsstøvletter, som man muligvis i dag ville tænke på som klumpfødder, men jeg ELSKER DEM. Jeg har dem faktisk stadig et sted og drømmer om, at mine fødder skrumper så meget, at jeg lige kan smutte i dem igen. De er mine venner. De er seriøst for fede med den der hæl, som kun er markeret med den lillebitte bue der – åh! Måske det tætteste man kommer på en kilehæl, hvor man løftes op, men har fødderne plantet solidt på jorden.
- En stilet i GULD. Indkøbt på dagen for en gallamiddag og derfor slet ikke gået til. Med det resultat, at jeg kun var i stand til at holde balancen tværs over et glat parketgulv i sko og en sart-gul gallakjole, som jeg selv havde syet. I sikkerhed på en stol tilbragte jeg så meget af aftenen med at sidde og se godt ud, for gå kunne jeg ikke. Jeg beholdt skoene længe i et stædigt håb om, at jeg som nybagt mor ville komme til at gå i højhælede guldsko… Men de endte på et loppemarked. Et nederlag.
- Mange år senere fik jeg oprejsning i guld. Jeg fandt de mest vidunderlige guldstøvler med rågummisål, som skulle med mig på ½ års ophold i udlandet. Jeg havde engang hørt, at rågummi ”ikke kunne slides op”. Der var i udtalelsen nok ikke taget højde for alle de skridt, jeg tog på et brændende varmt Floridas asfalt, hvor jeg blev kendt for disse super skinnende guldstøvler. Men blot få måneder efter var rågummisålerne simpelthen slidt så papirstynde, at det ikke længere var forsvarligt at gå i dem. Jeg måtte smide dem ud og var utrøstelig. Det er de mest spektakulære støvler, jeg har ejet, og jeg fandt aldrig deres lige igen.
- ”Bedstemor And”-støvletten. Første gang, jeg ejede sådan et par, var de købt pre-loved (= herligt udtryk). Jeg gennemgik en mystisk sekvens med at opdage, at jeg gik for lidt i dem, så jeg smed dem ud. Hvorefter det gik op for mig, hvor fede, de faktisk havde været! Så jeg gik ud og købte et par lignende nye, fordi de ville se død flotte ud sammen med den mosgrønne, lange fløjlsnederdel, som jeg havde syet af et meget gammelt gardin. Det gik på samme måde i andet forsøg. Men denne gang turde jeg ikke smide dem ud! Så de lå sammen med andre håbefulde sko i MANGE år. Til sidst måtte jeg bare måbende erkende, at jeg simpelthen var vokset ud af str. 39½ og var blevet en voksen tegner.
- Her kom jeg til at købe nogle sandaler, der var lidt for store! Men nu havde jeg jo lært, at fødder vokser hele livet. Jeg fik faktisk ret i, at de kom til at passe mig, og der er også gået i dem i de særligt kække øjeblikke, hvor jeg har kunnet rumme at rage op over de fleste andre. Der er hudfarvet læder over foden og diskret guldglitter i hælpartiet. Man går ok i dem, fordi der er kilehæl. Vi er blevet den slags venner, som ikke rigtig ses, men som stædigt bilder sig ind, at vi gerne vil. Mest fordi vi har svært ved at acceptere, at vi måske fysisk er ved at vokse fra hinanden, fordi jeg vokser videre i livet.
- Min hemmelige passion, som MÅTTE ejes! Jeg var bjergtaget. Så forelsket, at de optrådte i klummen ”De mumattede slabresko” fra Klummeserien Vild med Gil. De kom aldrig på ude i det offentlige rum, men jeg var så fascineret af, at kilehælen var flettet og af det smukke røde læder! Jeg blev simpelthen så fysisk høj og kunne ikke være i det. Og når al opmærksomheden vender ind i stedet for ud i sko eller tøj, så skal man lade være. De optrådte næsten som en sjælden pyntegenstand, som man hemmeligt tager frem for at nyde synet af. Det tog mig mange år at tage afsked med dem.
- Ballerinaen. Klassikeren, som jeg har skullet så meget igennem med. Dette par købte jeg i erkendelsen af, at det er smart at have sådan en klassiker til visse lejligheder. Når andre kan gå i dem, kan jeg vel også! Til mere konservative møder og alt muligt, der indbyder til diskret fodtøj… Sort læder og en acceptabel sløjfe med et lille guld twist for enden har de. De viste sig at være alt for høje i hælen. Jeg kunne på ingen måde acceptere pasformen.
- Det har så ikke forhindret mig i panisk at gøre endnu et forsøg her i vinter, hvor ballerinaer af det pureste guld fristede og bildte mig ind, at dem ville jeg kunne gå i. Men ak – de trykker ned på storetåen, så jeg bliver helt vanvittig efter få minutter. Det er jeg virkelig ked af, for jeg vil så gerne være venner med en ballerina. Jeg prøver stadig.
- Her er den (første) ballerina, der overbeviste mig om, at det var fremtiden. Det var sommer, og jeg skulle til en særlig vigtig begravelse. Men jeg havde på ingen måde sko, der sømmede sig. Min datter købte mig et par sorte ballerinaer af en slags strikket stof . De fungerede i hvert fald nok til at efterlade sig det indtryk, at jeg var sådan en, der kunne glide i en hvilken som helst ballerina, hvornår det skulle være. Jeg blev forført, og de blev slidt op.
- Jeg skulle bruge en selskabssko i en fart, og opgaven var umulig at løse, for skoen skulle være af sølv. Jeg havnede med denne model, der var hvid og havde den mest nuttede indersål i jordbærfarve. Det var her, det gik op for mig, at man kunne købe sølvfarve og selv male sine sko! Det gjorde jeg, og resultatet blev genialt i en vildt holdbar og skinnende sølv. Desværre blev det endnu en ”skue-sko”, for den var svær at manøvrere i.
- Se, now we’re talking! I denne model i brunt, glat læder arbejdede jeg pludselig i en højere hæl, som jeg både kunne være i og gå i – så godt, at jeg faktisk gik Zurich rundt til fods i modellen, mens jeg udstillede malerier i byen. Her var der tale om en sutsko på hæl, det var mageløst.
19 – 30 sko:
- Således tændt op måtte jeg derfor både eje den blanke model i ”krokodille” og
- -den sorte ditto, så jeg i den årrække var godt gående mellem versionerne samt
- -den langt senere indkøbte knaldrøde ruskindsstøvle i lignende model. Jeg blev nostalgisk, da jeg så den fantastiske røde farve på modellen og tænkte, at der her var mulighed for at genoplive mit flotte liv på hæl. Det slog desværre aldrig helt så meget an, som jeg havde håbet på. Men jeg vil gerne. Derfor har jeg den også stadig.
- De mest fantastiske støvletter, som strålede mod mig i kælderskobutikken, der lå på Højbro Plads. De var afsindigt dyre og i ægte slangeskind. De var stive som ind i helvede, og ekspedienten sagde til mig, at jeg ville gennemgå et par dage med tortur. Men herefter ville disse sko ændre sig til at blive sutsko, formet til mine fødder. Hun fik ret. Jeg elskede disse støvletter, der bare blev ved med at levere varen til de afgik ved døden og var slidt op. Ekspedienten vidste, hvad hun talte om – både med tortur og blødgørelsen af skindet, for hun havde selv et par. (Det har ekspedienter altid…)
- Et andet eksperiment i silkeblødt, nærmest hudfarvet læder. De smukkeste slippers, som blev købt i den tid, hvor bukserne var enormt lange, og man derfor som kvinde havde disse sindssygt spidse sko, der stak ud under buksebenet. De var italienske og meget designede med læder også i indersålen. Læderet betød, at de enten sad godt fast på foden, eller også blev de pludselig og uden advarsel meget glatte. Så det var vigtigt, at de sad godt om foden, og det gjorde de. Til gengæld så de åndssvage ud til alt mulig andet tøj. De fungerede faktisk kun til det ene par bukser, jeg havde i den modegenre. Ærgerligt, for det var virkelig smuk kvalitet. Men de har også optrådt i en klumme. De skæmte livet af mandlige modeller i min stol, fordi de var så afsindigt spidse, at mænd blev bange. Jeg måtte opgive at tage dem på, når jeg tegnede live.
- Disse vidunderlige turkis laksko fra min barndom dukkede op i hukommelse. De var SÅ flotte og specielle. Jeg gik til danseskolens afdansningsbal i dem. Afdansningsballet har optrådt i klummen i min serie ”Vild med Gil”. Jeg er ret sikker på, at det var her, jeg første gang stiftede bekendtskab med fænomenet ”laksko”, som fascinerede mig så dybt, at jeg mange gange senere i livet har forfulgt fænomenet med skiftende held.
- I samme skokøb som de spidse (23) faldt jeg også over disse helt særlige sandaler. Det var også italienske sko, nu husker jeg det. Igen blev jeg præsenteret for superb læder og håndværk, men i en model, der var så besynderlig, at det, som jeg umuligt kan forklare, tændte i mig. Jeg måtte eje dem. De var nærmest skoens pendant til kassebuksen, for de var helt firkantede og mindede mest af alt om japanske geishaers sko. Mørkeblåt læder var over foden med en tynd, hvid lædersnøre stukket i. Jeg prøvede og prøvede. Men igen betød det ægte læder, at jeg enten kunne gå i dem eller pludselig mistede dem, fordi de ikke kunne blive på foden. Det blev alt for anstrengende et bekendtskab.
- Gummistøvler er ikke noget, man har brug for i hovedstaden, men jeg har altid et par for en sikkerheds skyld, fordi jeg kommer fra landet. Jeg har både haft blå, hvide og røde, og er igen endt i en rød model. Der er noget helt specielt på færde, når man som barn trækker i gummistøvler. Måske er det den fornemmelse, jeg prøver at genskabe som voksen i en storby uden mudder?
- Her må jeg bare sige, at jeg har fået et nyt liv! Jeg har ikke levet, indså jeg ved købet af disse sutsko i tæt grå filt med gummisål. Jeg ELSKER dem og er utrolig ked af, at vi nu må skilles helt til efteråret, før vi igen kan være sammen dag og nat… Det er virkelig nogle af de bedste penge, jeg har givet ud denne vinter, hvor jeg efter en flytning har valgt at ryge udenfor og var træt af at skulle skifte sko for de få minutter i kulden. Disse sutsko har modstået helt ned til minus 9 grader uden at jeg har kunnet mærke kulden. Jeg er bare rent ud sagt benovet over den service, de allerede har ydet mig.
- Nogle meget billige ruskindsagtige, men sart lyserøde støvler, som jeg faldt over i Berlin. Dem havde jeg store håb for, men de gav sig ikke nok til, at vi på nogen måde kunne fortsætte et forhold.
- Lyseblå lærredssko, selvom man ikke helt kan se det. Der er prikker over alt på dem, og prikkerne faldt jeg for. De befandt sig i nogle år på tålt ophold i mit skoskab, jeg havde måske håbet på et dybere forhold.
- Dybe forhold har jeg til gengæld haft med rigtig mange hvide gårdsangersko, som jeg har elsket helt vildt og slidt op.
31 – 40 sko:
- Dette kunne ligne alle de andre støvler, som jeg godt kan se, at jeg egentlig har været igennem en del af. Men disse er anderledes, Det er ægte militærstøvler til kvinder, som jeg så i et overskudslager i UK og fik noget familie til at købe og sende til mig senere. På det tidspunkt, hvor jeg fik dem, var det blevet moderne med stavgang, hvilket et et fænomen, som jeg også har underholdt læsere med. Disse militærstøvler viste sig at være Guds gave til stavgang på Amager Fælled. For jeg lagde ud om vinteren, og kunne gå gennem al slags terræn samt alt slags vejr – vand og snedriver ingen hindring. Jeg elskede dem. Indtil de sorte såler pludselig en dag nærmest smeltede og faldt af læderstøvlerne, der kunne vare en livstid. Men det kunne sålerne, som blot var presset op om læderet ikke. Jeg var utrøstelig. Senere fik jeg dog nogle arvtagere, der ikke er militærstøvler, men som bestemt kan det samme udendørs. Men vi er ikke blevet tætte venner.
- I min barndom fandtes der ikke crocks. Der fandtes træsko, og mine var røde. Dem var jeg voldsomt stolt af at eje, for de havde dog noget, der mindede en smule om de voksnes hæl. Senere købte jeg brune træskostøvler, der også var en underlig opfindelse. Der er bare noget grundlæggende forkert over at gå i noget, der er komplet stift… Men på landet gik alle jo i træsko, og det smittede.
- Mine første moonboots arvede jeg fra min datter. De var af sølv. Jeg syntes, seriøst, at det var en tosset opfindelse. Men de vandt ved nærmere bekendtskab, fordi de evnede at holde varmen i høj sne. Derfor endte jeg med at købe et andet par i mørkeblå, der holder til den dag i dag. Vi er også bedste venner. Det er som at gå i sne i sutsko, virkelig behageligt, trygt og rart.
- Endnu en guldsko, en såkaldt sommerstøvle. Super lækker at se til. Dæmpet lyst guld og åbne, så kun snøren over foden holder skoen sammen. Eiiii. Desværre fandtes den ikke i nummeret større. Det kæmper jeg stadig med. selv om jeg fik dem blokket ud. De er virkelig fede og topklasse til kjoler.
- Det ultimative indenfor lak, siger jeg bare! Igen turkis lak i nogle statement-støvler, som også fandtes i noget så usædvanligt som rustrød. Men jeg havde kun råd til et par, og det blev de tyrkis. Vidunderligt spidse + med den 60’er-hæl, som fungerer så godt hos mig. De havde utrolig kant og havde et spænde placeret et sted over foden, hvor man ikke normalt ser det. Oj, hvor var de frække! Desværre var de for smalle op ad benet, så jeg var nød til kun at bruge dem under bukser. Her var det igen helt andre ting end funktionalitet, der forførte mit unge sind.
- Et par dyre ruskindsstøvler købt i Milano. Intet andet sted havde jeg oplevet mosgrøn ruskind så smukt forarbejdet som i disse usædvanlige støvler. De var skabt med patina og blødt skaft, der frækt gled lidt ned, når man gik med dem. Vi var simpelthen et par, som man ikke kom udenom, og vi var sammen i mange år.
- Jeg kunne ikke leve uden disse sandaler fra Frankrig, som kan en hel masse, jeg ikke kan forklare… Jeg håber, vi skal danne par i mange år.
- Italienske sko, der blev købt i samme butik som (36). Det værste er, når man finder to ting, man elsker og kun kan være sammen med et par ad gangen. Disse havde sort lak på snuder og hæl og langs foden var der skovgrøn ruskind. Måske har jeg tegnet dem lidt forkert, for nu husker jeg, at de mindede lidt om herresko fra 30’erne og skulle snøres over foden. Dengang var det, som man så i Italien, så langt foran, at der kunne gå meget lang tid, før det kom til Danmark. Og det var super ærgerligt at komme hjem og være så moderne, at ingen anede det, kan jeg huske.
- I ungdommen var komfort ikke vigtigt, og jeg eksperimenterede med alle mulige slags avant garde sko fra en eller anden fed butik på Vesterbrogade, der simpelthen ikke solgte ”normale” sko. Det var lige noget for mig, der var ung og upcoming tegner med eget firma. Her en fræk spids sandal med den slags lave hæl, der er så svær for mig at finde i dag. En hæl, der er en hæl og tilføjer det feminine touch – som er hele meningen med en hæl. Men som samtidig er så lav, at du selv knapt aner, at du går med hæl. Fantastisk! Modellen her var sort og på en måde konservativ over foden. Men det faktum, at dens spidse snude smadrede det konservative sammen med hælen OG det faktum, at den var åben bagi– det hele gjorde, at vi blev bedste venner. Her var statement sko, der leverede varen.
- Finaleskoen, der har været med i karrieren og også har skræmt livet af mænd ude på opgaver… En super kvalitetssko, som igen ville mig noget uforklarligt. En super sko i vinrødt ruskind. En løbesko faktisk – og med en skøn bred elastik indbygget, som betød at intet skulle snøres. Men det, der betog mig så dybt var de pigge, som stak ud hele vejen rundt om sålen. Jeg havde aldrig set noget lignende og måtte bare have dem! De var endda fra første sekund venlige og passede mig. Jeg skiftedes til at optræde live med dem og de livsfarlige (23), indtil jeg måtte opgive forkærligheden for at optræde med spidse sko…
Tillykke til mig
-og stor tak til alle, der gennem disse første 40 år har omtalt, pudset, forsålet, lappet, snøret og ikke mindst valgt at lade min streg, underholdning og kunst sætte sine glade fodspor i andre.
Jeg er fortsat klar til bookinger og bestillinger – besøg/følg nogle af mine “steder” på nettet og bliv inspireret. Du finder en del links på siden her.
