—————————————————————————————————————————————————————————
Home   Illustration   Karikatur   Kunst   Teambuilding   Børnebog   Nyheder   Kontakt
—————————————————————————————————————————————————————————
Linda Gil                                                                                                                                                                     linda.gil@get2net.dk

Anbefaling med venlig hilsen, Annette Risdahl, Novo Nordisk A/S:

Som et kreativt indslag i forbindelse med afholdelse af en global konference, blev vi anbefalet at entrere Linda Gil, en kunstner med erfaring indenfor karikatur af seriøse konferencer. Et nyt koncept blev defineret i samråd med Linda, som skulle udfærdige et kunstnerisk illustreret referat som et visuelt innovativt alternativ.
Alle foredragsholdere var forlods blevet informeret om den røde tråd og deres bidrags sammenhæng i det store billede i forhold til det overordnede mantra for hele konferencen. De fleste var branche-relaterede og derfor indforståede med terminologien, og netop derfor var det interessant at få illustreret disse foredragsholderes indforståede ord og udtryk i en fri kunstnerisk fortolkning.

Opgaven til Linda var uden forudgående information af nogen art at udarbejde skitser i løbet af dagen og på basis af disse udfærdige et maleri. Alle talere og deres budskaber er således blevet billedligt beskrevet med et endeligt overordnet budskab. Udover at danne grundlag for maleriet var skitserne i sig et endeligt produkt, idet disse blev overrakt til Mads Øvlisen som en erkendtlighed for hans foredrag ved konferencen. Skitser er ofte ikke endelige værker, men disse 20 skitser var i overraskende færdig stand og høj kvalitet taget tiden i betragtning. Personer var let karikerede, og budskaberne tegnet med en humoristisk drejning men stadig loyal overfor indholdet. En fantastisk vægtning med en stærk kommunikativ effekt.

Maleriet var et resultat af Linda’s egen udenforstående fortolkning, som blev meget vel modtaget. Ved en mindre uformel ’fernisering’ blev maleriet præsenteret og fortolket af Linda bl.a. for områdets SVP, som var så begejstret for resultatet og ikke mindst Linda’s budskab, at han efterfølgende har afgivet flere bestillinger på
malerier til den øverste ledelse.

At en kunster kan tegne og male kan man forvente, men vores anbefaling til Linda Gil indeholder ligeså en erkendelse af Linda’s evne til at omsætte en terminologi og med indsigt omsætte det grafisk - og så uden mulighed for kladder og på begrænset tid.